Vedtægter for Miljøforening Midtsjælland

§ 1. Navn og sted

Foreningens navn er: Miljøforening Midtsjælland. Foreningen har hjemsted på Midtsjælland og dækker de midtsjællandske kommuner; Ringsted, Holbæk, Lejre, Roskilde, Sorø.

§ 2. Formål

Foreningens formål er at værne om naturen og beskytte de nævnte områder jf. § 1 i forhold til landskab, biodiversitet, drikkevand, vandmiljø og trafiksikkerhed, og dermed bidrage til at gøre lokalområderne under § 1 til et bedre sted at bo.

Foreningen ønsker desuden at begrænse udvidelser af svinefabrikker og andre industrilignende anlæg i de lokalområder foreningen dækker jf. § 1, samt at varetage interesserne for de borgere, der er og vil blive påvirket negativt af industrielle og industrilignende anlæg, herunder svinefabrikker, samt af forurenende virksomheder, når disse placeres i foreningens områder.

§ 3. Medlemskab

Foreningen er åben for alle, der kan tilslutte sig foreningens formål. Man er medlem af foreningen, når man har anmodet herom og er blevet opført på foreningens medlemsliste med navn og adresse samt mailadresse og/eller telefonnummer.

Foreningens medlemsliste er fortrolig. Dvs. at medlemmers persondata ikke uden samtykke må gøres tilgængelige for andre end bestyrelsen og revisor.

Det er kontingentfrit at være medlem.

Et flertal af den samlede bestyrelse kan ekskludere et medlem, såfremt medlemmet modarbejder foreningens formål eller virke. Det ekskluderede medlem kan indbringe eksklusionen for den kommende generalforsamling, som så skal afgøre, om eksklusionen skal opretholdes.

§ 4. Generalforsamling

Generalforsamlingen er foreningens øverste myndighed. Den afholdes én gang om året inden udgangen af maj måned og skal indvarsles af bestyrelsen senest 4 uger før ved opslag på foreningens facebookside.

Indkaldelsen udsendes desuden som mail til foreningens medlemmer.

Indkaldelsen skal indeholde angivelse af dato og tidspunkt, sted og dagsorden. Indkomne forslag skal være bestyrelsen i hænde senest 2 uger inden generalforsamlingen.

Dagsordenen til ordinær generalforsamling skal indeholde følgende punkter:

1. Valg af dirigent

2. Bestyrelsens beretning

3. Foreningens regnskab

4. Indkomne forslag

5. Foreningens budget

6. Valg til bestyrelsen

7. Valg af suppleant(er)

8. Valg af revisor

9. Eventuel

Generalforsamlingen er beslutningsdygtig uanset antallet af fremmødte. Alle medlemmer er stemmeberettigede og kan opstille til tillidsposter. Afstemninger afgøres ved simpelt flertal blandt fremmødte medlemmer og sker ved håndsoprækning, medmindre der begæres skriftlig afstemning

§ 5. Ekstraordinær generalforsamling

Bestyrelsen og revisor kan indkalde til ekstraordinær generalforsamling. Indkaldelse med dagsorden til ekstraordinær generalforsamling følger i øvrigt § 4. Afstemninger følger reglerne i § 3 og § 4.

§ 6. Vedtægtsændring

Forslag til vedtægtsændringer og afstemning herom følger reglerne i §§ 3 og 4; dog kræver vedtagelse mindst 2/3 flertal blandt de afgivne stemmer. Ændringer træder i kraft straks.

§ 7. Bestyrelse

Bestyrelsen består af 5 eller 7 af foreningens medlemmer. Den vælges på ordinære generalforsamlinger og konstituerer herefter sig selv med formand, kasserer og sekretær. I ulige år vælges mindst 3 medlemmer og i lige år vælges mindst 2 medlemmer til bestyrelsen, og valget gælder i 2 år. Genvalg kan finde sted. Der vælges desuden mindst 1 suppleant for 1 år ad gangen. Suppleanter kan deltage aktivt i bestyrelsesmøderne.

Bestyrelsen fastsætter selv sin forretningsorden og træffer sine beslutninger ved simpelt flertal. Bestyrelsen kan nedsætte arbejds- og projektgrupper og kan indgå aftaler med andre organisationer eller grupper, når bestyrelsen finder, at det fremmer foreningens formål. § 8.

§ 8. Regnskab

Regnskabsåret følger kalenderåret. Kassereren udarbejder én gang årligt et regnskab på baggrund af den daglige bogføring. Inden fremlæggelse på generalforsamlingen skal regnskabet revideres af revisor. Revisor har til enhver tid adgang til alle relevante oplysninger, daglig bogføring og beholdninger

§ 9. Tegningsret

Formanden og kassereren tegner hver for sig foreningen udadtil.

§ 10. Opløsning

Foreningen kan opløses efter reglerne for vedtægtsændringer i § 6. Ved opløsning skal foreningens pengebeholdning overdrages til en miljøgruppe eller -forening efter bestyrelsens valg.

Således vedtaget på den stiftende generalforsamling d. 24.02.2020

Indtast din tekst her..